Danskerne skeptiske overfor handel med medicin på Internettet

Kun 21% vil sandsynligvis købe lægemidler over Internettet, mens 70% sandsynligvis ikke vil gøre brug af muligheden for at handle e-medicin viser ny rapport fra DrugDebate.com.

Handel med medicin over Internettet, såkaldt e-medicin er et nyt område i Danmark med kun få måneders erfaringer. Denne rapports formål er at belyse befolkningens holdning til køb af medicin over Internettet. Hensigten er at bidrage med viden til såvel sundhedspolitiske beslutninger som grundlag for nye strategier i medicinal industrien og hos diverse e-health aktører. Hovedkonklusionen er, at e-handel med medicin p.t. ikke har den befolkningsmæssige opbakning som er nødvendig for at e-medicin alene kan blive en forretningsmæssig succes. Rapporten er udarbejdet af DrugDebate.com i samarbejde med analyse instituttet Vilstrup Research, og er baseret på 505 telefon interview med et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.

e-Medicin defineres i rapporten bredt og dækker således områderne receptpligtig medicin, håndkøbs medicin, vitaminer/mineraler og naturprodukter. "I en tid hvor der satses og fokuseres meget på e-medicin fra mange forskellige fronter, både fra apotekerne, e-health aktører og medicinal industrien, er det interessant at erkende at en betydelig del af befolkningen endnu ikke er moden til at tage imod dette tilbud, og at mange mener at tiden aldrig bliver moden til e-medicin." udtaler ph.d. (pharm) Claus Møldrup, forsker ved Danmarks Farmaceutiske Højskole og grundlægger af DrugDebate.com.

Undersøgelsen viser at e-medicin står overfor en række problemstillinger som ellers ikke er så udtalte i e-handel generelt. "befolkningen vil bl.a. have personlig kontakt når det handler om noget så vigtigt som at købe medicin, og de vil sikre sig at de får den rigtige medicin, det er en opgave som er svær at løfte via Internettet" siger Claus Møldrup.

Den type medicin danskerne er mest tilbøjelig til at købe via Internettet vil være håndkøbsmedicin, mens både naturprodukter og vitaminer/mineraler ganske overraskende får dødsstødet af danskerne.

Selvmedicinering via Internettet er jo heller ikke altid en god idé. Ifølge praktiserende læge Søren Cordt Møller kan det faktisk skade patient/læge forholdet. "Hvis brugeren selv køber medicin via Internettet, tør patienten så fortælle sin læge om sin selvmedicinering? Vil lægen kunne acceptere patientens selvmedicinering? Og kan lægen acceptere slet ikke at have kendskab til den?" spørg Søren Cordt Møller retorisk i sit debatoplæg på www.DrugDebate.com. Han mener at hvis ikke patienten oplyser om forbruget er der risiko for et dårligere læge/patientforhold med fare for patientens helbred. Faren ligger i at en række lægemidler som bekendt kan skabe komplikationer hvis de bruges sammen, men hvordan kan dette undgås hvis lægen ikke kender til patientens selv medicinering? Så måske er Danskernes skeptisk overfor e-medicin ikke så usund endda.

Undersøgelsen stiller følgende spørgsmål:
- Hvordan er befolkningens holdninger til e-handel generelt?
- Hvordan er befolkningens holdning til e-medicin?
- Har befolkningen tænkt sig at købe lægemidler via. Internettet?
- I givet fald hvornår?
- Hvilke former for medicin ønsker forbrugeren at kunne købe over Internettet?
- Hvilke forhold i forbindelse med et køb vil evt. bekymre forbrugeren?
- Og endelig fra hvilke kilder vil forbrugeren hente den fornødne viden om den købte medicin således at medicinen efterfølgende anvendes korrekt?

Baggrund for rapporten:
Undersøgelsen er gennemført af Vilstrup Research efter anvisninger fra DrugDebate.com som ligeleds har stået for baggrund, kommentarer og rekommendationer. Undersøgelsen er basseret på 505 telefon interview med et repræsentativt udsnit af danmarks befolkning. Undersøgelsen blev gennemført 4-11 november 2000.

Alle spørgsmål følges af en analyse som kommenteres af ph.d (pharm) Claus Møldrup. Omfanget af rapporten er 16 siders analyse og konklusioner + 7 sider rå data.

Den samlede rapport kan købes ved at kontakte DrugDebate.com. Udfyld venligst vores interesseskema, for at modtage yderligere oplysninger.